8 perfekte Chick Flicks på Netflix Danmark

Det vamsede tæppe og blandselv-slikket er fundet frem. Benene er smidt op i sofaen, hvor de hører hjemme. Kæresten er sendt i byen – og nu står den på Chick Flicks!

Desværre ved du præcis lige så godt som os her på redaktionen, at hvis du bare åbner Netflix uden at have et klart mål på forhånd, så bliver du lynhurtigt suget ind i deres roulette af film du aldrig har hørt om, men som du måske burde give en chance. Og før du har set dig om, har du brugt en time på at shuffle gennem hundredevis af film, og er endt med, af uransagelige årsager, at sætte et afsnit Friends på i stedet for…

…Men tillykke! Den oplevelse slipper du for i aften! På WoWoman har vi nemlig samlet:

Listen over de bedste Chick Flicks på Netflix Danmark

8. My Big Fat Greek Wedding

Hvem elsker ikke en god bryllupsfilm? Og når den så endda er pakket ind som en god komedie, er det svært ikke at blive glad i låget.

My Big Fat Greek Wedding har desuden en lille smule på sinde i forhold til at overkomme kultorforskelle – men du skal ikke se den fordi du tror den vil ændre dit liv eller dit verdensbillede. Se den fordi det er fredag, og du bare gerne vil se en sjov film man ikke behøver forholde sig alt for meget til. For på dét punkt er My Big Fat Greek Wedding uovertruffen!

7. Notting Hill

Oddsne for, at du ikke har set Notting Hill er nok ret små, for det er vist noget nær klassikeren over alle chick flick-klassikere (i hvert fald, når det kommer til dem, der er tilgængelige på Netflix).

Julia Roberts er rig og berømt. Det er Hugh Grant ikke. Men lur mig, om der ikke er noget ved Hugh’s uimodståelige charme, der gør, at Julie har svært ved ikke at falde for ham alligevel…

6. The Bodyguard

Fik vi lige kaldt Notting Hill den største chick flick-klassiker? Måske er det i virkeligheden The Bodyguard der er det! Her er vi dog ovre i en lidt anden genre. Mindre haha-sjov, mere drama – og faktisk også til tider thriller-elementer.

Whitney Houston er rig og berømt. Det er Kevin Kostner ikke (vent… det er som om vi har hørt det setup før?!) Kevin bliver bodyguard for Whitney, og udover at beskytte hende fra en sindssyg stalker, formår han også at stjæle hendes hjerte.

5. Eat Pray Love

Jaja, Eat Pray Love-filmen har måske fået lidt hug for ikke at være lige så god som bogen – men den er altså stadig fantastisk!

En virkelig tidsaktuel film om at indse, at der måske findes vigtigere ting i livet end det “perfekte” liv med den perfekte mand og perfekte karriere man stræber efter – og at man måske er nødt til at tage nogle drastiske valg for at blive sådan rigtig lykkelig.

4. Love Actually

Okay okay, det kan godt være det måske i virkeligheden er en julefilm – men det er altså ikke ensbetydende med, at man ikke også godt kan se den lidt før jul (som f.eks. i april).

I Love Actually følger man en frygtelig masse par (8 for at være helt præcis), i vidt forskellige situationer, i deres søgen efter kærligheden i julemåneden. Fordi filmen spiller på så mange heste, formår den faktisk både på én og samme gang at være sjov, trist, dramatisk og livsbekræftende – og viser, at kærligheden findes overalt.

3. Chocolat

Til trods for, at Johnny Depp faktisk ikke har en særligt stor rolle i den her film, er den stadig fantastisk!

En enlig mor flytter til en konservativ, religiøs by, og åbner en chocolade-forretning (der endda har søndagsåbent! Og så lige over for kirken!). Det giver selvfølgelig sine udfordringer, men med lidt kvindelist, får hun hurtigt – eller i hvert fald på de ca 2 timer filmen varer – charmeret hele byen.

2. P.S. I Love You

Er du i humør til at tude? Altså sådan virkelig stortude? På niveau med dengang du så “Mig før dig”? Ellers kan det godt være du skal finde en anden film i aften.

Hvis du er i humør til lidt tuderi, er P.S. I Love You helt perfekt. Long story short; Hillary Swank og Gerard Butler er håbløst forelskede. Gerard dør – men inden da, har han forberedt en gennemført plan for, hvordan han hjælper Hillary Swank videre med sit liv. Super romantisk. Super smuk. Alle tårerne værd!

1. Legends of the Fall

Når en langhåret Brad Pitt på en hest ikke engang er det bedste ved en film, så ved man den er god! Legends of the Fall er en episk kærlighedshistorie, og et mesterværk af et trekantsdrama med så mange niveauer, at man ville blive rundtosset, hvis det ikke var fordi filmen var så fantastisk skrevet, spillet og instrueret. Er du i humør til noget storslået – så vælg Legends of the Fall!

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here